nyheder

Procesoperatørlærlinge på biogasanlæg.

Siden februar 2018 har både Ribe Biogas A/S og Blåbjerg Biogas haft tilknyttet hver deres lærling på procesoperatøruddannelsen. Både lærlinge og biogasanlæg har gode erfaringer med de første undervisningsforløb og det fungerer i dag allerede rigtig godt med uddannelsen, som er en kombination af skoleophold og arbejde på biogasanlægget.

Torben Ribe2

Torben Helle, som er elev på Ribe Biogas, er netop begyndt at indgå i vagtplanen for anlægget og det er nu han skal til at lære noget, som Claus Mikkelsen, direktør i Ribe, udtrykker det. ”Det er først, når han skal op kl. 3 om natten og ud på anlægget, at han finder ud af, hvad han kan og hvad han skal kunne.” Men han er heller ikke bange for at tage fat. Torben har nemlig været på arbejdsmarkedet, siden han var omkring de 16 og har derfor allerede omkring 20 års erfaring fra arbejdsmarkledet. Det er en fordel, er både Claus og Torben enige om.

Selve opholdet på skolen i Fredericia har været fint, mener Torben. ”Grundforløb 2-1 var mest en introduktion og opkvalificering, så alle kunne komme på samme niveau. Grundforløb 2-2 har været mere brugbart. Det har især været de forløb, vi har haft omkring elektriske styresystemer og el arbejde, der har været relevant. Det er helt sikkert noget, vi kommer til at bruge på anlægget”.

På skolen kan man godt mærke, at de andre lærlinge og elever kommer med forskellige baggrunde og forskellige arbejdsopgaver. Nogle skal bare stå ved den samme maskine på deres arbejdsplads, mens han, som biogasmand, får et meget større indblik i processerne og har berøringsflade med hele anlægget. Det er en stor fordel, da han så kan bruge stort set alt det, han lærer på skolen. Han ser derfor frem til de kommende forløb på skolen.

Tilbage på Ribe Biogasanlæg, er Torben glad for sine kollegaer, der er gode til at hjælpe og give råd. Samtidig har han også haft mulighed for at give noget tilbage med hans 20 års erfaring fra bl.a. landbruget. Så helt grøn er jo heller ikke i forehold til biogas.

Dennis Blåbjerg1I Blåbjerg, er Dennis Elmer Nielsen også glad for uddannelsen. En del af det indledende faglige kendte han dog allerede i forvejen, men det er godt at blive opdateret. Selvom han alligevel skulle være heldig at blive hurtig færdig med en opgave, så bliver man bare udfordret med nye opgaver, så underviserne skal nok sørge for at det faglige niveau er højt, siger Dennis.

Ligesom Torben, så mener han også, at han kommer til at bruge det meste af det, han lærer på uddannelsen. ”Vi får jo lov til at prøve det hele af, når vi kommer tilbage fra skolen. Vi kan relatere det teoretiske til anlægget. Der er andre på vores hold, som ikke har den samme mulighed og derfor ikke helt kan forstå, hvorfor vi skal have alle de forskellige emner på uddannelsen.”

Bent Jespersen, som efterhånden har været i branchen i rigtig mange år, er også tilfreds med sin lærling. ”Hvis jeg havde en mere, så sendte jeg også ham eller hende afsted. Vi har jo behov for nogle unge mennesker i vores branche og det virker til at de lærer noget, de kan bruge. Der er helt sikkert andre anlæg, som også kunne have glæde af en lærling”.

På Blåbjerg kendte de allerede Dennis, inden han blev lærling. Han havde været på anlægget i 6 måneder inden han begyndte på uddannelsen. Det er rigtig godt, at Blåbjerg nu giver ham mulighed for at uddanne sig og blive bedre til det, han allerede er god til i forvejen. Dennis indgår for øvrigt også i vagtplanen, så det fungerer rigtig godt med lærlingene – de kan sagtens tage fra.

Om procesoperatøruddannelsen på biogasanlæg

Uddannelsen er som udgangspunkt en 4½-årig uddannelse afsluttende med svendebrev, men man kan med en passende erhvervserfaring og baggrund afslutte allerede efter 3 år. Den består af skiftevis af undervisning på skole og ophold på et biogasanlæg. For dem uden erfaring foregår ca. 3 år af den samlede uddannelse på biogasanlægget, hvor man som elev afprøver teorien fra skolen og får indblik i anlægget. Efter 4½ år er man uddannet og klar til en fast stilling. For voksne med praktisk erfaring er uddannelsesforløbet typisk omkring 3 år med omkring 40 uger på skole.

Hvad kan en procesoperatør?

Procesoperatøren kan have ansvaret for, at der produceres til aftalt tid, i den rigtige kvalitet og uden ressourcespild. En vigtig del af arbejdet er at forebygge og løse tekniske problemer og kontrollere kvaliteten løbende. Procesoperatøren lærer at finde og rette fejl (også komplekse fejl) på anlæggene og hjælper med at forbedre produktionen. Den uddannede procesoperatør er en sagkyndig person i forhold til maskiner og maskinanlæg.

På uddannelsen lærer procesoperatøren derfor at overvåge, styre og vedligeholde anlæg, der er computerstyrede og højt automatiserede. Han eller hun lærer, hvordan anlæggene fungerer, og hvordan man styrer og regulerer de processer, der foregår i anlæggene. De lærer også at gribe ind, hvis produktionen ikke kører, som den skal, samt udføre forskellige målinger og kvalitetsopgaver.

En vigtig del af arbejdet er at hjælpe med til at forbedre og optimere produktionen. Det kan fx være, at man skal finde en praktisk løsning på, hvordan der kan spares vand eller energi i produktionen. På den måde er procesoperatøren med til at gøre en forskel for klima og miljø.

Ønsker man at vide mere om uddannelsen, kan man kontakte Dansk Fagcenter for Biogas eller EUL Lillebælt. Der starter nyt hold fra januar 2019.

Yderligere information:

Jakob Lorenzen, Dansk Fagcenter for Biogas, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. tlf. nr. 25 76 71 78

Henning Aaberg, EUC Lillebælt, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. tlf. nr. 79 20 11 20

Bent Jespersen, Blåbjerg Biogas Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. tlf. nr. 22 48 48 37

Claus L. Mikkelsen, Ribe Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. tlf. nr. 75 41 04 10

 

her

Næste hold af procesoperatørelever

Næste hold procesoperatørelever kan starte efter jul. Fagcenteret opfordrer derfor anlæg til allerede nu at søge efter nye lærlinge eller prikke en medarbejder på skulderen, hvis han eller hun skulle have intere3sse for at få en uddannelse som procesoperatør. Fagcenteret hjælper gerne med diverse ting vedr. dette. 

Du kan læse mere om procesoperatøruddannelsen her

Seneste nyt

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

 

EU Logo