nyheder

Fra sommeren 2017 vil det være muligt for biogasanlæg i Danmark at få tilknyttet en lærling, som uddannes til procesoperatør indenfor biogas. Dansk Fagcenter for Biogas har sammen med EUC Lillebælt i Fredericia det seneste års tid arbejdet på at kunne tilbyde en procesoperatøruddannelse til biogas branchen. Uddannelsen er en 4½-årig uddannelse afsluttende med svendebrev (uddannelsen kan dog afsluttes efter 2½ år, hvor man så er procesarbejder). Den består af skiftevis af undervisning på skole og praktik på et biogasanlæg. Ca. 3 år af den samlede uddannelse foregår på biogasanlægget, hvor man som elev afprøver teorien fra skolen og får indblik i anlægget. Efter 4½ år er man uddannet og klar til en fast stilling.

Hvad kan en procesoperatør?

Procesoperatøren kan have ansvaret for, at der produceres til aftalt tid, i den rigtige kvalitet og uden ressourcespild. En vigtig del af arbejdet er at forebygge og løse tekniske problemer og kontrollere kvaliteten løbende. Procesoperatøren lærer at finde og rette fejl (også komplekse fejl) på anlæggene og hjælper med at forbedre produktionen. Den uddannede procesoperatør er en sagkyndig person i forhold til maskiner og maskinanlæg.

På uddannelsen lærer procesoperatøren derfor at overvåge, styre og vedligeholde anlæg, der er computerstyrede og højt automatiserede. Han eller hun lærer, hvordan anlæggene fungerer, og hvordan man styrer og regulerer de processer, der foregår i anlæggene. De lærer også at gribe ind, hvis produktionen ikke kører, som den skal, samt udføre forskellige målinger og kvalitetsopgaver.

En vigtig del af arbejdet er at hjælpe med til at forbedre og optimere produktionen. Det kan fx være, at man skal finde en praktisk løsning på, hvordan der kan spares vand eller energi i produktionen. På den måde er procesoperatøren med til at gøre en forskel for klima og miljø.

Godt udgangspunkt for flere medarbejdere i branchen!

Med flere nye anlæg, der er åbnet inden for de seneste år og flere på vej, står branchen overfor en øget efterspørgsel efter medarbejdere. Procesoperatør uddannelsen er derfor oplagt for at sikre flere kompetence medarbejdere til de danske biogasanlæg.

 

”Vi synes uddannelsen som procesoperatør er et rigtig godt tilbud til biogasanlæggene. Det vil være med til at øge udbuddet af arbejdskraft til biogasbranchen. Samtidig viser det også at biogasbranchen er med til en samfundsudfordring med at finde praktikpladser til unge mennesker og dermed sikre at unge i dag kan få en uddannelse i nærområdet. Jeg tror også lokalområderne vil tage godt imod at anlæggene er med til at uddanne unge fra lokalområderne.” siger Aksel Buchholt, formand for Dansk Fagcenter for Biogas.

 

Til foråret vil Dansk Fagcenter for Biogas sammen med EUC Lillebælt tage kontakt til og indkalde interesserede anlæg til informationsmøder. Dansk Fagcenter for Biogas og EUC Lillebælt vil samtidig også være behjælpelig med at finde elever, hvis anlæggene ønsker hjælp hertil.

 

En gennegang af den refusion man som anlæg modtager for procesoperatørelever kan ses her

Dansk Fagcenter for Biogas er en forening, der skal være med til at øge kompetenceniveauet i den danske biogasbranche. Foreningen er medlemsbaseret via biogasanlæggene og får desuden støtte fra Vejen Kommune og EU gennem projektet BiogasAction, som er støttet af EU/Horizon2020.

EUC Lillebælt er en moderne erhvervsskole, der arbejder meget projektorganiseret. Skolen tager i alle sammenhænge udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger, evner og behov. Skolen er placeret i Fredericia og dermed meget centralt i forhold til den danske biogasbranche.

Yderligere information:

Jakob Lorenzen, Dansk Fagcenter for Biogas, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. tlf. nr. 25 76 71 78

Henning Aaberg, EUC Lillebælt, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. tlf. nr. 79 20 11 20

Seneste nyt

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

 

EU Logo